Ægtheden, følsomheden og det gode håndværk.
Der er nogle bestemte karakteristikker, der går igen i anmeldelserne fra Finn Winge Nielsens første udstillinger. Der peges på det sikre talent, den håndværksmæssige kvalitet, det lyrisk følsomme og uviljen til at gå på akkord. Debuten er "af opsigtsvækkende styrke i kvalitet og personlighed"

1967

"Alt spejler et velrøgtet talent og angst for billige effekter,samt en ren arbejdsglæde" (1967)

1967

"Hans nerve er følsom, hans grafik er enkelt og sikkert gjort, instrumentet klinger under rolige hænder. (Men...) tingene bærer præg af kampen i dem alle"

1968

"Man erfarer med en vis undren. at en ofte iøjnefaldende skolet udtryksform mere må være grundet på en streng selvopdragelse end akademi-lærdom(..) Han må nok slide for at følge det spor han har valgt, og det følsomme og lyriske har ikke altid de nemmeste vilkår i en verden, der ofte bruger kunsten til at krænge bagsiden ud. Men hans billeder tyder på, at han ikke duer til at gå på akkord, og deri ligger nok ægtheden"

1970

"Finn Winge Nielsen er ikke selv bange for at bruge kunsten, f.eks.Holbein eller Tizan til videre bearbejdelse. Hans tegneserier er fortællende i humoristisk og satirisk retning. og sarte folk vil måske finde "Opslagstavler"(en tredelt altertavle med den døde Kristus) blasfemisk. Måtte humoren forbyde det".

1980

Galleri Asbæk, København 1991: Marat. Det europæiske menneske

Kunsthistorikeren Lars Grambye anmelder udstillingen i dagbladet Information den 30.11.1991, og han skrev bl.a.:

"I den ene storladne tegning efter den anden mimer og udforsker han Davids billede,deler det op i fragmenter, stykker det sammen igen-med en næsten desperat intensitet. hvor der krattes så energisk på papiret, at det ofte har løftet sig i bukler og blærer under blyanten. Den vedholdende bearbejdning synes at have et dobbelt formål. På den ene side at tegne sig helt ind til essensen og hver eneste detalje af Davids maleri. Men på den anden side også at bringe maleriet ind i verden igen. Ved hjælp af håndfaste midler, der på ny iscenesætter billedet som ikon, genindsætter det som fascinationsobjekt".

Den voldeligt påførte åbning i kroppen er blevet erstattet med betoningen af den altomfattende hengivelse i hele skikkelsens næsten ubærligt henåndende positur. I sin genfortolkning kommer Winge Nielsen således i kontakt med lag i maleriet, der rækker dybere end den historiske kontekst. Det lykkes ham at genindsætte dets aktuelle relevans med kunstnerisk overbevisende midler. En flot præstation.
Sydslesvigs danske Kunstforening 1996: Det europæiske menneske

En anmelder spørger i Flensburger Tagesblatt (6.2.1996) om, hvem der er offer og hvem der er forbryder. Det bliver entydigt besvaret af Finn Winge Nielsen, siger hun. Både Marat og Corday var samtidig offer og forbryder. Og kunstneren stiller betragteren spørgsmålet: hvor står du selv? Betragteren får øje på sig selv i denne udstilling, og det må man bøje sig dybt for. For det meste er spejlet blindt og indpakningen tom. (Refereret fra tysk.)

Musikteatret, Holstebro 2001: Tidens tand. Fortid, fremtid, nutid.

"En stor og vel udført præstation som giver publikum et indblik i en seriøs kunstners lange vej til ideernes og tankernes forløsning. Det er kunst med stort K."

Erik Madsen i Holstebro Dagblad 12.09.2001

Finn Winge Nielsen udstillede i 2003 bland andet en serie på 8 portrætter af Vagn Lundbye, som en hyldest til forfatteren på hans 70 års fødselsdag. Byggeriets Hus, Frederiksberg 2003. (Hommage Vagn Lundbye.) I Peter M. Hornungs anmeldelse af en tidligere udstilling med nogle af Vagn Lundbye-portrætterne hed det: "De mindste er de umiddelbart mest vellignende, men de største er de mest spændende: de indkapsler en Jakobskamp med stoffet, hvor Finn Winge Nielsen har tegnet papiret tyndt og sprukkent i sin indkredsning og omskrivning af digterens person. Men i nedtegningen er der også blevet plads til tegneren selv, som et tolkende naturlyrisk temperament. En interessant udstilling."