Jeg var ikke, hvor jeg var
Jeg forandrede det sted, jeg var
Jeg blev igen og igen til en anden
Jeg omskabte verden efter den anden.
Fordi jeg var bange for at blive
ældre. Blive svag og kvindelig
Det gjaldt om ikke at miste
noget, miste sig selv.
Europæer.

Forlægget var tydeligvis Jacques-Louis Davids maleri, "Den døde Marat i badekarret" fra 1793, men selv om den myrdede ligger med fjerpennen og Charlotte Cordays brev som på Davids billede, skal man ikke have stået lang tid foran Finn Winge Nielsens billeder, før det kommer til at handle om noget andet end en ung piges mord på en revolutionær. Der er med andre ord tale om mindst to afdækninger i Finn Winge Nielsens Marat-tableauer.

For det første en afdækning af døden og manden. Det vil sige et forsøg på at se døden i en maskulin sammenhæng. Ikke mindst i den hensigt at se sig til en række skjulte årsager til den store globale Todesgeist, vi alle har fået tæt ind på livet her ved slutningen af det 20. århundrede. Ikke bare som en Tjernobyl-katastrofe eller et forgiftet grundvand i Danmark, men også den ensomhed, der karakteriserer den vestlige , patriarkalske tanke og dens manglende evne til at tænke længere end sig selv! I den forstand er den døde Marat utvivlsomt mere forfærdende end døde grisekroppe og lignende.

Den anden afdækning er mindst lige så fængslende og leder i øvrigt lidt hen til den kunstretning, som præ-raphaelitterne i England i forrige århundrede stod for. Her tænker jeg på Finn Winge Nielsens intense kratten, den nænsomme desperate skraben sig ind på det motiv, som er tegnet. Som om der bag det billede, han har lavet, befinder sig det, han i virkeligheden vil lave. Selve hensigten med billedet, selve sandheden.

I den forbindelse kan man godt få det indtryk, at der i 1994 kun er en eneste måde at lave Marat på, og om så det betyder, at billedet går i stumper og stykker, så må kratteriet og skratteriet og indædtheden fortsætte til vejs ende!

Resultatet er måske den største oplevelse, vi som iagttagere får. Besværligheden er så at sige den væsentligste del af billedet, og ser man ikke denne, fordi man fx er for optaget af at se, hvad billedet forestiller, så har man lang vej hjem og kan måske lige så godt først som sidst begynde at arbejde med sig selv eller tegne aktier i enkens garveri, for nu at citere H. C. Andersen i eventyret "Hjertesorg".

Hvem siger overhovedet, at de, som ser til, ikke også skal deltage i den kamp, som ligger bag hvert eneste billede af Finn Winge Nielsens billeder?

I den forstand bliver man nok aldrig rigtig færdig med hans billeder og skulpturer.